Når du køber et hus, eller hvis du allerede er husejer, bør du sørge for, at huset er dækket ind af en god forsikring. Blandt de forskellige typer forsikringer man kan have, er en husforsikring en af de mest almindelige. Den er ikke lovpligtig, men hvis man skal låne penge til et hus, vil udlåneren stille krav om, at huset er forsikret.

Selvom du passer godt på dit hus, kan det være svært at gardere dig imod skader. Med en husforsikring har du ikke den økonomiske del at bekymre dig om, hvis uheldet skulle være ude.

Hvad dækker en husforsikring?

En husforsikring dækker skader på huset. De mest almindelige skader på et hus er brandskader og vandskader.

Skader på huset kan opstå på mange forskellige måder. En meget almindelig årsag til skader er storm eller skybrud. De kan også opstå på grund af et lynnedslag, eller fordi der sker kortslutninger i nogle el-installationer. Det kan også være, at der opstår et brud på glas eller sanitet. Herudover kan der opstå skader på huset som følge af indbrud, tyveri eller hærværk.

En husforsikring bør også indeholde en ansvarsforsikring. Den vil dække skaden, hvis andre kommer til skade på din ejendom. Til ansvarsforsikringen er der knyttet en retshjælpsforsikring, der dækker private tvister i forbindelse med ejendommen.

Som altid ved valg af forsikringer skal du læse vilkårene grundigt igennem, inden du tegner forsikringen. Det er en god ide at indhente tilbud på flere forskellige forsikringer. Så kan du sammenligne og vælge den forsikring, der passer bedst til dig.

Du kan supplere din husforsikring med tilvalgsdækninger

Du kan foretage nogle tilvalg i forbindelse med din husforsikring. På den måde kan du forsikre dig mod yderligere situationer, der ellers ikke er dækket ind. Nogle forsikringer vil være mere relevante for dig end andre. Du kan skræddersy din egen husforsikring med tilvalgsdækninger, så den passer til dine behov.

Du kan for eksempel vælge at forsikre dig imod svampe- og insektskader eller rådskader. Hos nogle forsikringsselskaber kan du også vælge en tilvalgsdækning for udvidet hus og have. Den dækker skader på haveanlæg som hegn plankeværk, redskabsskure, drivhuse, svømmebassiner mv. Den dækker også en del andre ting, blandt andet byggematerialer og tilbehør på grunden og fjernelse af træer, der er væltet på grund af storm.

Du kan også vælge en dækning, der omhandler udvidet vandskade. Her kan være tale om skader som følge af nedbør eller fygesne, der trænger ind i bygningen udefra. Det kan også omhandle skader som følge af opstigning af grundvand eller kloakvand, som ikke er en følge af tø- og skybrud. Udvidet vandskade kan også omfatte udsivning fra usynlige installationer eller akvarier, eller skader der opstår på grund af skader på skjulte rør.

Du skal vælge de tilvalgsdækninger, der er relevante for dig. Vælg hellere lidt for mange end lidt for få, så du er godt dækket ind, hvis uheldet skulle være ude. På den anden side skal du heller ikke betale for unødigt mange forsikringer. Det er en afvejning, der afhænger af de konkrete omstændigheder.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *